Vilkår for pilottest af Trådløst Bredbånd

Marts 2021


Indholdsfortegnelse

1. Aftalen 
1.A. Fortrydelsesret for forbrugere 
1.B. Varighed af pilottesten 
2. Aftalens parter 
2.A. Kundedata og adresseoplysninger 
3. Leveringstidspunkt og teknikerbesøg 
4. TDC NETs udstyr og installationer 
4.A. Ejendomsret og ansvar for TDC NETs installationer 
5. Betaling 
6. TDC NETs misligholdelse 
6.A. Fejlafhjælpning 
6.B. Erstatningsansvar 
6.C. Force majeure 
7. Ændringer af Trådløst Bredbånd 
8. Tvister og klager 
9. Nyttige numre – kundeservice 

 


1. Aftalen

Disse vilkår gælder for aftaler om deltagelse i TDC NET’s pilottest af Trådløst Bredbånd, der udbydes af TDC NET A/S (herefter TDC NET), som er et selskab i TDC-koncernen.

En aftale om pilottest af Trådløst Bredbånd (Aftalen) omfatter følgende:

  • Boks med en indbygget antenne på ydersiden af kundens hus, som skal sidde i en højde af ca. 3 meter.
  • Etablering af indvendigt afslutningspunkt i form af en indendørs router. Antenne og router forbindes med et fladt kabel, som fører gennem vinduet.
  • De nærmere vilkår for anlæg findes i pkt. 3.
  • Kunden skal ved sin deltagelse i pillottesten give feedback via en online portal, deltage i interviews samt svare på et spørgeskema.
  • Kunden skal give samtykke til at TDC NET må behandle trafikdata fra kundens forbindelse via Trådløst Bredbånd, jf. pkt. 2.A. Kundens deltagelse i pilotforsøget sker uden betaling fra kundens side.

Det fremgår af TDC NETs ordrebekræftelse, hvad aftalen omfatter. Ordrebekræftelsen sendes til kunden pr. e-mail, jf. pkt. 2.A. Hvis kunden ikke har en e-mailadresse, sendes ordrebekræftelsen dog pr. post. Ordrebekræftelsen er sammen med disse vilkår grundlaget for aftalen mellem kunden og TDC NET.

Kunden kan ikke gøre krav gældende overfor TDC NET, hvis TDC NET beslutter at stoppe pilotforsøget før tid.


1.A. Fortrydelsesret for forbrugere

Privatkunder kan fortryde bestillingen af Trådløst Bredbånd i 14 dage regnet fra den dag, hvor kunden modtager ordrebekræftelsen fra TDC NET.

 

Kunden kan fortryde bestillingen ved at kontakte TDC NET Kundeservice, jf. pkt. 10. Hvis kunden bruger fortrydelsesretten, annulleres bestillingen.

 


1.B. Varighed af pilottesten

Pilottesten starter i marts 2021 og varer i tre måneder. Tidspunktet for ophør meddeles af TDC NET.

 

 

2. Aftalens parter

Parterne i denne Aftale er kunden og TDC NET. Kunden er i alle henseender ansvarlig for overholdelsen af vilkårene.

Hvis installationsadressen er et parcelhus, et fritidshus eller et rækkehus/klyngehus/dobbelthus, som ikke er tilknyttet et boligselskab eller en boligforening, og kunden er lejer, men ikke ejer ejendommen på installationsadressen, er det kundens ansvar at sikre, at ejeren af ejendommen er indforstået med, at ejendommen tilsluttes til Trådløst Bredbånd. Hvis kunden er lejer og uretmæssigt bestiller ejendommen tilsluttet til Trådløst Bredbånd, kan TDC NET kræve, at kunden skal dække TDC NETs tab ved eventuelle krav fra ejendommes ejer om reetablering.

Hvis installationsadressen er en etagebolig/lejlighed eller et rækkehus/klyngehus, som er tilknyttet et boligselskab eller en boligforening, er det en forudsætning for aftalen om tilslutning til Trådløst Bredbånd, at ejeren/administratoren af ejendommen forud har givet TDC NET skriftlig tilladelse til, at ejendommen tilsluttes til Trådløst Bredbånd.


2.A. Kundedata og adresseoplysninger

Kunden kan kun bestille tilslutning til Trådløst Bredbånd til kundens folkeregisteradresse (CPR-adresse/CVR-adresse) eller til ejendomme, som kunden ejer eller administrerer.

Er kunden en privatkunde eller en enkeltmandsvirksomhed (erhvervskunde), skal kunden ved aftaleindgåelsen give TDC NET oplysning om kundens navn og adresse (folkeregisteradresse) samt e-mailadresse og mobiltelefonnummer til brug for kontakt mellem TDC NET og kunden i forbindelse med bestillingen. Enkeltmandsvirksomheder skal desuden oplyse CVR-nummer. Kun myndige personer kan indgå aftale med TDC NET.

Er kunden en erhvervskunde (juridisk person/virksomhed), skal kunden ved aftaleindgåelsen give TDC NET oplysning om virksomhedens navn, adresse (hjemstedsadresse), selskabsform og CVR-nummer samt e-mailadresse, kontaktperson og mobiltelefonnummer til brug for kontakt mellem TDC NET og kunden i forbindelse med bestillingen.

Efter kundens samtykke behandler TDC NET trafikdata fra kundens forbindelse via Trådløst Bredbånd til at analysere forbindelsens kapacitet og hastighed. TDC NET måler, hvilke hastigheder kunden har opnået på hvilke tidspunkter, og hvor meget data kunden har forbrugt over forskellige tidsintervaller. Kunden kan til enhver tid tilbagekalde sit samtykke ved at opsige aftalen om pilottest af Trådløst Bredbånd.

For TDC NETs behandling af persondata gælder en særskilt persondatameddelelse, som findes på tdcnet.dk/persondatameddelelse/.

 

3. Leveringstidspunkt og teknikerbesøg

TDC NET fastlægger efter en nærmere vurdering af arbejdets omfang mv. en tidsplan for arbejdets udførelse. Arbejdet tilrettelægges og varetages af TDC NET eller en eller flere af TDC NET udpegede underleverandører (entreprenører).

TDC NET eller TDC NETs underleverandør kontakter kunden – enten telefonisk eller pr. e-mail eller direkte på installationsadressen – med henblik på at aftale et tidspunkt for installationsbesøget.

På installationsbesøget etablerer TDC NET den indvendige router og den udvendige boks med antenne. Det er en forudsætning for levering, at TDC NET eller TDC NETs underleverandør har adgang til ejendommen, og at teknikeren her træffer kunden, eller en myndig person med fuldmagt fra kunden til at indgå aftale med TDC NET om placering af den indvendige router og den udvendige boks og antenne.

Træffer TDC NET ikke på det aftalte leveringstidspunkt kunden, eller har TDC NET på etableringstidspunktet ikke adgang til kundens grund, kan TDC NET ikke levere den aftalte ydelse. TDC NET kontakter efterfølgende kunden op til 3 gange, med henblik på at indgå ny aftale om levering hhv. etablering. Er der herefter ikke indgået ny aftale om levering eller etablering, er TDC NET berettiget til at hæve aftalen.

Det præcise leveringstidspunkt fastsættes af TDC NET, og meddeles kunden i en ordrebekræftelse.

Leveringstidspunktet oplyses altid med forbehold for eventuelle forsinkelser som følge af forhold, der ligger uden for TDC NETs kontrol, herunder men ikke begrænset til særlige fysiske forhold og dårligt vejrlig, der besværliggør TDC NETs levering, forhold som bevirker et særligt stort tidsforbrug samt situationer omfattet af pkt. 6.C (force majeure).

 

 

4. TDC NETs udstyr og installationer

På installationsadressen etablerer TDC NET en indendørs router, som udgør afslutningspunktet for Trådløst Bredbånd. Afslutningspunktet er den første komponent efter kabelindføringen i kundens bolig eller erhvervsvirksomhed.

TDC NETs installationer på Kundens adresse kræver strøm, som Kundens skal stille til rådighed for TDC NET uden beregning.

TDC NET sørger for eventuelle bygningsreparationer som fx maling, pudsning og tapetsering, eller genetableringer efter byggetekniske forskrifter, der er en nødvendig følge af opsætning, nedtagning eller flytning af TDC NETs installationer. Sådanne bygningsreparationer omfatter alene de bygningsdele, hvor TDC NETs installationer har været placeret og kunden må acceptere, at der kan forekomme mindre afvigelser mellem det reparerede område og kunden øvrige ejendom, som fx nuanceforskelle. 

TDC NET har drifts- og fejlretningsansvaret, jf. pkt. 6.A, for Trådløst Bredbånd til og med den indendørs router. Kunden har drifts- og fejlretningsansvaret for det eventuelle interne net. Ved interne net forstås husinstallationer efter nettermineringspunktet i form af telenet eller fordelingsnet til kundens eget brug på installationsadressen, fx ekstra telefonstik eller antennestik.

 

4.A. Ejendomsret og ansvar for TDC NETs installationer

Kunden kan ikke disponere over (sælge, udleje, pantsætte mv.) TDC NETs udstyr og installationer, og må ikke foretage indgreb i disse. Kunden må bl.a. ikke gøre indgreb i TDC NETs udendørs installationer og i afslutningspunktet (modem), jf. pkt. 4.

Kunden er erstatningsansvarlig i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler for skader på TDC NETs installationer og stikledningen på installationsadressen, som kunden – eller nogen, som kunden har ansvar for – forvolder.

For TDC NETs installationer på installationsadressen bærer kunden desuden risikoen for tyveri, bortkomst og hændelige skader, fx brandskader, vandskader, lynskader som følge af overspænding i nettet og direkte lynnedslag. Kunden skal godtgøre TDC NETs tab i de nævnte tilfælde.


5. Betaling

TDC NET opkræver ikke betaling for Kundens deltagelse i pilottesten herunder for kundens anvendelse af Trådløst Bredbånd.

 

 

6. TDC NETs misligholdelse

6.A. Fejlafhjælpning

TDC NET afhjælper fejl i egne anlæg og installationer. Fejlafhjælpning sker i almindelighed inden for normal arbejdstid (mandag - fredag fra kl. 08.00 til kl. 16.00).

Grænsen for TDC NETs fejlretningsansvar er det af TDC NET etablerede indendørs router.

Kunden skal sikre, at TDC NET med henblik på fejlsøgning og fejlretning snarest kan få adgang til anlæg og installationer på installationsadressen. Kunden er forpligtet til i nødvendigt omfang at medvirke med henblik på fejlsøgning og fejlretning i kundens anlæg og installationer på installationsadressen.

 

6.B. Erstatningsansvar
TDC NET er erstatningsansvarlig i henhold til dansk rets almindelige erstatningsregler for tab som følge af handlinger eller undladelser forårsaget af TDC NET eller nogen, som TDC NET har ansvaret for, med nedenfor anførte begrænsninger:

A. TDC NET er ikke erstatningsansvarlig for tab, der er opstået som følge af afbrydelser, forstyrrelser eller ændringer af Trådløst Bredbånd i forbindelse med foranstaltninger, der skønnes nødvendige af tekniske, vedligeholdelsesmæssige og driftsmæssige årsager eller er pålagt af myndighederne, medmindre TDC NET har forsømt at begrænse ulemperne herved.

B. TDC NET er ikke erstatningsansvarlig for indirekte tab, herunder tabt avance, produktionstab, tab som følge af at Trådløst Bredbånd ikke kan benyttes som forudsat, tab som følge af at en aftale med tredjemand falder bort eller misligholdes og lignende.


6.C. Force majeure

TDC NET er ikke forpligtet til at yde erstatning, jf. pkt. 6.B, såfremt den manglende levering eller afbrydelse mv. skyldes forhold uden for TDC NETs kontrol, herunder men ikke begrænset til lynnedslag, strømafbrydelse, oversvømmelser, ildebrand, krig, strejke og lockout, herunder også strejke og lockout blandt TDC NETs egne medarbejdere og eventuelle underleverandører.


7. Ændringer af Trådløst Bredbånd


TDC NET er berettiget til at foretage nødvendige ændringer af Trådløst Bred-bånd for at sikre en tilfredsstillende drift heraf eller for at imødekomme myn-dighedskrav. TDC NET tilstræber at informere kunden om ændringer med passende varsel, hvis TDC NET skønner, at ændringen har væsentlig betyd-ning for kundens brug af nettet.


8. Tvister og klager


Aftalen om Trådløst Bredbånd er undergivet dansk ret.

I tilfælde af tvist mellem kunden og TDC NET om forhold, der udspringer af aftalen, kan kunden klage til TDC NET. TDC NET træffer som udgangspunkt afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen er indgivet.

Hvis kunden er privatkunde, kan TDC NETs afgørelse indbringes for Teleankenævnet, Axeltorv 6, 3. sal, 1609 København V, tlf. 33 18 69 00, web www.teleanke.dk.

Tvister kan i øvrigt af hver af parterne indbringes for de almindelige domstole i Danmark efter gældende regler herom.

 

10. Nyttige numre – kundeservice

Kundeservice og Support
Telefon 70 10 00 60

TDC NET A/S
Teglholmsgade 1
0900 København C
CVR 40 07 52 67