5G-netværk til droneteknologi: åbner for samfundsmæssig gevinst
oktober 28, 2024

I TDC NET har vi stillet vores 5G-netværk til rådighed for GENIUS-forskningsprojektet, som eksperimenterer med droneflyvning i samme luftrum som almindelig, bemandet luftfart, og som har ført til banebrydende og innovative resultater.
I TDC NET har vi stillet vores 5G-netværk til rådighed for GENIUS-forskningsprojektet, som eksperimenterer med droneflyvning i samme luftrum som almindelig, bemandet luftfart, og som har ført til banebrydende og innovative resultater.
Selvom droneflyvning hidtil i vid udstrækning har været betragtet som en moderne fritidshobby, har droneteknologi ikke desto mindre vist sig at være særdeles fordelagtig at udnytte til at løse væsentlige samfundsmæssige problemstillinger og opgaver. Transport af medicinsk udstyr, miljøovervågning og redningsaktioner er blot et udpluk af de betydningsfulde formål, som droneteknologi kan benyttes til for at skabe enorm værdi for samfundet. I forbindelse med miljøovervågning kan droneteknologi for eksempel bruges til optælling af fugle eller overvågning af ålegræs, som vi ville kunne indsamle meget mere viden om.
Men det er desværre ikke så simpelt, at vi blot kan sætte dronerne i gang med at udføre de kritiske funktioner i morgen. Det kræver nemlig, at dronerne kan og må flyve i samme luftrum som almindelig, menneskestyret flytrafik, uden at de kommer i karambolage med for eksempel et passagerfly eller en helikopter. Det har hidtil ikke været muligt, fordi det kræver, at dele af luftrummet indrettes på en måde, hvor droner og ubemandet luftfart kan flyve sikkert side om side i et såkaldt ”U-space”. Brugen af U-space kræver dog et nyt slags dronetrafik-styringssystem, hvortil en sikker og pålidelig 5G-kommunikation er nødvendig – og dét har GENIUS-projektet arbejdet på.
GENIUS-projektet er et samarbejde mellem universiteter, private aktører og ikke mindst myndigheder, som frem til foråret 2024 har eksperimenteret med etableringen af et U-space for at komme et skridt tættere på at realisere drømmen om brug af droner til samfundskritiske formål. U-space er afhængigt af et sikkert og landsdækkende 5G-netværk for at sikre, at dronerne holder den rette kurs. Det er her, at TDC NET i samarbejde med Ericsson har bidraget til projektet ved at stille vores pålidelige 5G-netværk til rådighed.
Projektet ledes af droneprofesser på SDU, Ulrik Lundquist, og i samarbejde med DTU, Meck Consult, HHLA Sky, Scienceventures, Naviair, AirPlate, Klimadatastyrelsen, Innovation Fund Danmark, Ericsson, Miljøstyrlesen og TDC NET er det lykkedes at demonstrere et simuleret U-space ved brug af 5G-kommunikation.
Innovative resultater inden for 5G
I løbet af projektet, som startede i 2021, er der blevet udviklet teknologier og koncepter, som har gjort det muligt at flyve med droner i et velfungerende U-space ad flere omgange! Projektet har altså testet, at den nuværende 5G-kapacitet i TDC NETs netværk, som er drevet af Ericssons teknologier, er tilstrækkelig til at understøtte droneflyvning.
Forskningsprojektet har opnået mange ambitiøse og fundamentale mål indenfor droneteknologi og har taget Danmark et skridt tættere på at kunne realisere drømmen om at bruge droner til eksempelvis overvågning af infrastruktur og transport af reservedele til vindmølleparker. Især 5G-teknologien har åbnet for helt nye muligheder: foruden etablering af et U-space, gør 5G det blandt andet lettere at lokalisere dronerne meget præcist og skabe et overblik over forsamlinger af mennesker via mobiltelefoner, så det er muligt at styre dronerne uden om tætbefolkede områder og mindske risikoen for ulykker. Hos TDC NET er vi glade for, at vores 5G-netværk kan bruges til endnu flere væsentlige fordele for Danmark foruden at holde danskerne forbundet!
Men hvorfor begynder vi så ikke bare i morgen? Det er jo påvist, at dronerne kan flyve i et U-space ved hjælp af 5G-netværket! Men bare fordi de kan, betyder det jo ikke, at de må. Der er stadig et arbejde forude med at etablere den nødvendige sikkerhed, når både droner, fly og helikoptere skal flyve i samme luftrum. I øjeblikket venter vi på den nye danske dronestrategi, som offentliggøres i efteråret, og som vil sætte retningen for det fortsatte arbejde. Under alle omstændigheder har GENIUS-projektet været med til at vise, at 5G er en del af løsningen.