Nyt AI-projekt reducerer TDC NETs CO2-udledning

Greenforce1

Greenforce-projektet blev startet i samarbejde med DTU og softwarevirksomheden QAMPO. Sammen har vi arbejdet på løsninger, der ved hjælp af AI reducerer CO2-udledningen fra vores teknikerbiler og sikrer kunderne bedre service.

Udgangspunktet var klart: En distance svarende til to gange rundt om jorden. Så langt kørte vores teknikerbiler samlet set på daglig basis, og det ville vi ændre på.

Jo tidligere, desto bedre
Derfor har vi sammen med DTU og QAMPO skabt et værktøj, der blandt andet overvåger og tidligt forudsiger fejl på vores netværk. På den måde kan vi nu nå ud og reparere fejlen, før den potentielt rammer kundernes forbindelser. Samtidigt udregner den kunstige intelligens også en opgaveliste, der tager hensyn til distancen mellem teknikernes daglige opgaver. Det betyder, at færre af vores teknikere kører forgæves ud til opgaver, og dermed ikke tilbagelægger unødvendige kilometer.

Det har allerede båret frugt, og faktisk har vi nu kunnet se en betydelig reduktion af vores kørsel.

Vores nyeste måling viser, at vi har skåret 15 procent af vores kørsel i TDC NET, og jeg mener, at det nærmest er uundgåeligt, at vi når målet på 25 procent," siger Mads Bossen Hansen, AI Product Manager i TDC NET, og fortsætter. 

Vi har flere initiativer kørende i TDC NET, der også bidrager til, at vi kører færre kilometer på de danske veje, som jo er til gavn for både TDC NET, vores kunder og klimaet.”

Hårdt arbejde får os i mål
Det kommer til at kræve hårdt arbejde fra alle parter. Men vi klør på for at nå i mål og glæder os samtidigt over, at vi allerede kører færre kilometer på vejene nu end før.

Over den kommende tid tager vi også et nyt it-program i brug, der gør det nemmere for os at reducere kilometerne på de danske veje. Med den opgradering i rygsækken forventer vi at kunne nå vores endegyldige mål med at reducere vores kørsel med 25 procent.