TDC NET årsrapport 2023: Forbedret driftsresultat og signifikante CO2-reduktioner

TDC NET leverede i tråd med forventningerne forbedrede finansielle resultater i 2023 sammenlignet med 2022. Samtidig investerede vi markant i den fortsatte udvikling af vores digitale infrastruktur og understøttede dermed yderligere den grønne, digitale omstilling. Endelig opnåede vi historisk høje CO2-reduktioner og fortsatte vores kurs mod at nå et netto-nul i emissioner i 2030.
TDC NET har netop offentliggjort sin årsrapport for 2023, der for første gang både præsenterer årets finansielle resultater og ESG-resultater.
”Med vores 2023-rapport viser vi, at vi med sikre skridt fortsætter den kurs, vi har udstukket. Vi formåede således sidste år at levere gode finansielle resultater samtidig med, at vi justerede vores organisation, fortsatte med at udbygge vores digitale infrastruktur til gavn for danskerne og vedholdende arbejdede videre for at dekarbonisere vores forretning,”
siger CFO hos TDC NET, Henrik Nørgaard Brandt, og fortsætter:
”Vi leverede således på vores guidance, forbedrede vores driftsresultat og fastholdt et højt investeringsniveau. Vi havde også et positivt cash flow og oplevede i 2023 en stor tiltro fra markederne til vores strategi, da vi foretog to refinansieringer på samlet 1 milliard EUR sustainability linked-obligationer”.
Derudover blev TDC NET’s mobilnetværk for ottende år i træk målt til ’Danmarks bedste mobilnetværksoplevelse’ i Teknologisk Instituts årlige undersøgelse. Vi dækker nu 99 procent af landet med 5G-netværk og driver og udvikler et stærkt, stabilt og fremtidssikret net.
”Også en række vigtige ESG-resultater blev opnået i 2023, hvor blandt andet 44 procents reduktion i TDC NET’s samlede CO2-emissioner blev nået, hvilket bringer os godt videre mod målet om at nå et netto-nul i egne emissioner i 2028 og i hele værdikæden i 2030,” forklarer Henrik Nørgaard Brandt.
Finansielle resultater for 2023
TDC NET realiserede i det forgangne år en omsætning på 6.461 mio. kr., hvilket var 2,7 procent lavere end 2022 og primært drevet af et fald i traditionelle produkter som fastnettelefoni og lavhastighedskobberbredbånd. EBITDA landede på 4.695 mio. kr., en stigning på 3,9 procent sammenlignet med 2022 og drevet af faldende energipriser og justeringer i organisationen. Driftsomkostningerne faldt i forhold til 2022 med 17,6 procent og udgjorde således sidste år 1.530 mio. kr.
Markante investeringer i fremtidens digitale infrastruktur
Vores investeringsniveau lå i 2023 på 3.037 mio. kr., hvoraf størstedelen blev brugt på udrulning af fiberforbindelser, hvor vi gav yderligere cirka 95.000 danske husstande mulighed for at koble sig på vores stabile og lynhurtige fibernetværk. Som leverandør af kritisk digital infrastruktur i en tid med stigende digitale risici fortsatte vi desuden vores investeringer i et stærkt og robust netværk.
ESG-resultater for 2023
I 2022 blev TDC NET det første selskab i verden med et godkendt, videnskabeligt baseret mål om at opnå ’net-zero’-udledning fra egen forretning i 2028 og fra hele værdikæden i 2030. I 2023 reducerede vi vores Scope 1 og 2-udledninger med 59 procent sammenlignet med 2022 og ligeledes med 59 procent i forhold til udgangspunktet i 2020. Scope 3-udledninger faldt 5 procent i forhold til 2022 og 34 procent i forhold til 2020. Reduktionsmålene er integreret i vores forretningsplan og udgør en del af TDC NET’s finansiering i form af i alt 1.500 mio. EUR i sustainability linked-obligationer.
”Jeg er meget tilfreds med, at vi i 2023 opnåede så store nedgange i udledninger både i Scope 1, 2 og 3. Vores tætte samarbejde med leverandørerne begyndte at give gode resultater, og vi drog samtidig stor fordel af, at vi nu har hele fire solcelleparker i drift og således kunne hente cirka 70 procent af vores strømforbrug fra VE-kilder. Derudover lancerede vi på ESG-området i 2023 et større katalog af grønne initiativer, som vi er begyndt at sætte i gang. Når det gælder diversitet og inklusion, må jeg dog desværre erkende, at vi endnu har et stykke vej til mål. Det arbejde fortsætter i 2024 med et øget ledelsesmæssigt fokus,” siger Henrik Nørgaard Brandt.
Finansielle forventninger til 2024
I 2024 forventer vi at fastholde udviklingen fra 2023 med vækst i både mobil og højhastighedsbredbånd, som dog i nogen grad ventes opvejet af faldende efterspørgsel på ældre produkter. Vi forventer et EBITDA for 2024 på niveau med 2023 i høj grad drevet af vores fokus på at øge effektiviteten og reducere kompleksiteten i vores processer. Vi fortsætter med at investere massivt i vores end-to-end transformation og samtidig opretholde høje investeringsniveauer inden for vores kerneaktiviteter for at fastholde den gode kundeoplevelse.