TDC NET får ny CFO

Steen Møller er udnævnt til ny finansdirektør hos TDC NET. Han afløser Henrik Brandt, der skifter til energigigant i London.
Steen Møller tiltræder som ny Chief Financial Officer (CFO) hos TDC NET. Her skal han overtage tøjlerne fra Henrik Brandt.
Med over 35 års finansiel erfaring fra stillinger i Vestas, DuPont/Danisco og FLSmidth er Steen Møller kendt for at drive lønsomhed gennem strategisk optimering og forretningsudvikling. Han er vant til at arbejde i komplekse miljøer og besidder de kvaliteter, der kræves for at imødekomme kravene til rapportering til forskellige udvalg og samarbejde med alle niveauer i organisationen.
"Steen skilte sig ud som den ideelle kandidat til rollen på grund af sin stærke økonomibaggrund og operationelle ekspertise fra organisationer, der gennemgår strategiske transformationer. Vi er overbeviste om, at hans lederskab vil hjælpe med at drive vores finansielle strategi fremad," siger Michel Jumeau, CEO hos TDC NET.
Henrik Brandt kender Steen Møller fra deres tid sammen som kolleger i Vestas og pegede på ham som en perfekt efterfølger. Han tilføjer:
"Steen er en stor gevinst for TDC NET. Han bringer en stærk erfaring med sig og er meget fokuseret på at fortsætte den transformationskurs, vi allerede er på. Vi ser meget ens på tingene, og jeg er sikker på, at Steen vil fortsætte med at løfte barren, og at kolleger vil opleve en glidende overgang."
Brandt flytter til London
Henrik Brandt vender tilbage til sine rødder inden for vedvarende energi efter at have takket ja til en unik mulighed, der inkluderer at flytte familien til London.
"Jeg kunne ikke sige nej til et fantastisk tilbud fra en af hovedaktørerne inden for vedvarende energi, hvor jeg vil påtage mig rollen som Corporate CFO. Det passer perfekt til min profil, og jeg kunne ikke lade muligheden gå fra mig – selvom jeg gerne ville have haft en længere rejse med TDC NET," forklarer han.