I slutningen af 2021 annoncerede TDC NET sin klimaplan om at blive net-zero i hele værdikæden i 2030. Den målsætning er nu blevet valideret af den globale organisation Science Based Targets initiative (SBTi). Det betyder for TDC NET, at målsætningen om at opnå en udledning på netto-nul i 2030 lever op til kravene fra klimavidenskaben. TDC NET er dermed det første selskab i verden, der opnår en SBTi-validering af et net-zero mål allerede i 2030 – hvilket er tyve år tidligere end målet for Paris-aftalen.
”Det er en afgørende anerkendelse af vores ambitiøse klimaarbejde. Som Danmarks største leverandør af digital infrastruktur tager vi vores samfundsansvar dybt alvorligt, og ved at være det første selskab i verden med en SBTi-validering af et 2030-mål om netto-nuludledning går vi forrest og viser vejen. Vi ønsker hurtigst muligt at drive en net-zero forretning og tage vores del af samfundsansvaret for at fremme den grønne omstilling i Danmark med vores stærke digitale infrastruktur og veludviklede teknologiske løsninger,” siger direktør for Corporate Affairs i TDC NET Inge Hansen.
Allerede i 2023 vil TDC NET nedbringe CO2-udledningen fra egen forretning med 50 procent og være net-zero i 2028 (scope 1 og 2). Mens udledningen fra leverandører og kunder skal være net-zero i 2030 (scope 3).









